På Neptun regner det med diamanter 2018, Forlaget Vild maskine.

Tre nye danske ungdomsbøger – mest for piger – når helt ud i kanterne af det moderne indviklede liv.

<3 <3 <3 <3 Fire hjerter ud af seks.

Anmeldt af Steffen Larsen, 12.8.2018- Politiken.

Med voksende ømhed læser man om personen Mikkeline W. Gudmand-Høyer, der allerede på side 2 proklamerer: »Fuck dem! Jeg vil være kunstner og fri«.

Hun ruller hele butikken ud i den – fornemmer man – temmelig selvbiografiske roman om et pigeliv i mol og dur med korte nedslag i årene fra 69 til 03. Fuck! Hun har kendt mænd i hobetal, men der er ikke nogen (endnu), der har kunnet holde på – eller holde helt af – denne stærkt selvoptagne og ditto destruktive pige fra alle senhalvfjerdsernes fallitboer af dunkle drømme og stive attituder. Af vildveje og dystre bagsider. Det er temaer, forfatteren tidligere har behandlet i romanen ’Gajolmanifestet’ fra 2007.

Mikkeline bliver født i gode kår med en kreativ guldske i munden. Hun oplever alt det, som hendes miljø har at byde på. Marx, Tvind og yoga. Skilsmisse og dyb druk.

Hun står aldrig stille, så derfor haster handlingen igennem blandt andet Kunstakademiet, Indien, Berlin, Vesterbro, punkbassen, Ungdomshuset, psykiatrisk afdeling og tilbage igen. Pigen har en god evne til at leve på en sten, så det er ikke så meget arbejdsmarkedet, der bliver skrevet om i ’På Neptun regner det med diamanter’.

Til gengæld får vor tids mange bøger for unge om mindreværd og selvhad baghjul af en erfaren rytter på livets landevej. Hvis nogen kender til at blive afvist, er det hende. Mikkeline bliver også døbt på et tidspunkt af sin egen præstemor, der har skiftet Marx ud med Jesus. Fuck! Sikke et liv! Sikke en skæbne! Og så alle de mænd ...

 

 

Velskreven hjerteskærende læsning

 

Anmeldt af Birthe Strandby, Bogvægten. www.bogvaegten.dk

Roman i Young Adult-klassen om forventninger til livet, håb og skuffelser. Ikke meget nyhed over det, men vi får et billede af, hvordan det er at være barn af drømmere og vokse op med Tvind og Jagtvej, at være et naivt, åbent menneske med hele verden som tumleplads, og så alligevel ikke rigtigt kunne bruge det til noget. Velskreven og hjerteskærende læsning.

Far underviser på Arkitektskolen, og mor er cand. psych. De er åbne, iderige, tolerante overfor halvfjerdsernes mange muligheder, forsøger at forfølge en drøm om frihed, som man ikke tillod sig i tresserne. Men det ender med skilsmisse, uheldige forhold og delebørn, der ikke rigtigt hører til.

Vores fortæller kommer fra en familie af viljestærke kvinder og har selv mod og vilje: Jeg vil være kunstner og fri.

Hun har masser af potentiale. Hun har talent, gode ideer og får adskillige tegne- og animationsopgaver, hun spiller bas i et band, og hun kommer ind på Kunstakademiet. Det er ikke til at sige hvor det smutter. Måske er der for meget familierod, for mange stoffer, en svaghed for mænd der ikke rigtigt er gode for hende. Mænd der forventer frigjorthed af hende og bagefter føler sig trådt på og forulempet af den frigjorthed hun leverer. Det er vist heller ikke ganske nyt? Men strålende formidlet fra fortællerens let undrende vinkel.

Skal man tage det store perspektiv frem – som fortælleren gør – handler det også om, at magt og penge stadigt er øverst på hitlisten selv efter 1968.

"Vores verden er en syg hund, der løber sig selv i stykker", citat fra bogen.

Kunsten at vedligeholde et smil, Radius Forlag 2012

Skrevet af Krista Bauer den 27. november 2012 – 07:410 Bogblogger

 

Mikkeline har med denne ærlige og morsomme lille bog skrevet sine frustrationer ud om livet efter en skilsmisse med alt hvad det indebærer af økonomisk og følelsesmæssig ruin. Dette gør hun i en delvis selvbiografisk form via Nadja og Morten og bogen foregår i de syv år, der går efter deres skilsmisse. For det er tilsyneladende det antal år det tager at komme sig efter en skilsmisse.

Det er en herlig bog. Meget ærlig, morsom, men også rigtig hård. Flere gange tager jeg mig selv i at tænke “godt det ikke er mig”, men omvendt synes jeg, at hun er en sej tøs – en fighter, der på trods af til tider uoverskuelige problemer, vælger at overleve. Det kræver godt nok en enkelt tur på psykiatrisk skadestue, lidt for mange engangsknald og en række tvivlsomme valg, men hun kæmper for at komme over på den anden side og man sidder og hepper på hende hele vejen.

Forfatteren udtaler selv, at hendes mål har været at skrive en bog om en meget tungt emne, men gøre den så let som marengs og så dyb som der hvor søpølser bor. Det synes jeg helt sikkert hun er lykkedes

Politiken 19.5.2007. Anmeldt af Steffen Larsen

PIGEN MED HALSPASTILLERNE

Under navnet Nadja fortæller Mikkeline W. Gudmand-Høyer om sig selv i ’Gajolmanifestet’. Og som i enhver god bog står det vigtigste imellem linierne.Nu ved vi, at en glad lilleskole-pige flyttede med mor til Jylland i 1981. Når pigen var faldet til – og det kunne være svært! – fandt mor en ny mand i en ny by. Pigen hang ud med de mest ekstreme typer. Hun kom sent i gang med drengene, men tidligt med stofferne. Senere kom hun til København og blev optaget på Kunstakademiet. Det var stadig de ekstreme typer, der trak. Pigen vandt heller ikke her forståelse for sin egenart. Ikke før hun kom til USA og opdagede, at der var mere kreativ rundkreds i San Francisco end på Kgs. Nytorv. Pigen kom efter det med drengene – også i den grad – men nu er hun blevet mor, og hun har vist også lagt punkbassen på hylden.Det skal nok passe alt sammen. Det er en selvbiografi, som kan få det til at risle køligt ned ad ryggen på læseren. Blandt alle landets misrøgtede børn er dem af hippielignende forældre jo særligt udspecificeret. Pigen bliver heller ikke håndteret ordentligt, men hun får dog råstyrke, trods og en form for værdighed med hjemmefra. Det fører lige frem til den i titlen nævnte lille halspastil. På et tidspunkt falder hovedpersonen nemlig over en æske Gajoler, der uden på æsken lover succes, hvis man vil. Mange semi-religiøse sekter benytter sikkert samme slagord. Heldigt for pigen, at det var en slikfabrikant. Og hvad vil hun egentlig med den succes?Mikkeline W. Gudmand-Høyer, der tidligere har illustreret bøger for børn, har tydeligvis et uafklaret forhold til sit liv. (Hvem har ikke det?). Som hun selv udtrykker det: »Mit bagland er et smadret puslespil«. Der er op- og nedture. Hastig sex, stoffer og smuds. Men der fortælles fra distancen. Der er et elektrisk misforhold imellem, hvad pigen fortæller, og hvad læseren læser. Så det er en sjældent underholdende og tankevækkende bog om opvækst og ungdom. Fuld af rå musik, skærende sorg – og en del beklagelser.Suleima Hind har været ude i samme ærinde med bøger om at komme ud af mørket efter en alt for fri og fremmelig barndom.

Gajolmanifestet

 

Det andersenske forlag 2007

BØRNEBØGER LETLÆST

SKATERSLÆNGET

DINGO GYLDENDAL

 

Af: Anne Katrine Rask.Folkeskolen. 7.2.2008

En meget fin frilæsningsbog tænkt til læsetræning og frilæsning i 2.-4. klasse. Lixtallet er 12. Og der er også noget at hente mellem linjerne her.

Skaterslængets klasse skal skrive stil om, hvorfor der findes sociale tabere i et rigt land. Slænget får lov at lave en rap i stedet. Vi følger slænget i deres forskellige miljøer i ugen før rappen.

De fire drenge kommer fra ret forskellige familier. Hos Lille Myr er der altid så hyggeligt. Hos Kris skal man være stille, for hans far arbejder hele tiden. Hos Hassan må man gerne hjælpe i kiosken. Og Lars' mor og arbejdsløse far er skilt

Rappen spiller en perifer rolle. Det vigtigste er, at Lars' far ikke har råd til at købe nye spil til ham.

Når Lars er hos sin far, spiser de på Flyver-grillen, for far orker ikke at lave mad. Lars håber bare, at far har husket at købe fredagsslik. En dag er far væk. Øje-Finn har banket ham. Så nu ligger far på hospitalet, og drengene besøger ham. Far ender med at få job som kaptajn på kanalrundfarten i København. Og han giver et spil til Lars og en sejltur til hele slænget, efter at de har opført deres rap for klassen.

De fire familier illustreres i tegninger, mens København vises med billedmanipulerede fotos, der er malet på. Det er flot. Det er forfatteren selv, der har illustreret.

© Mikkeline W.Gudmand-Høyer 2016

  • SoundCloud - Black Circle
  • Black Facebook Icon
  • Black YouTube Icon
  • Black Pinterest Icon
  • Black Instagram Icon